Nedenstående er indsendt af Børge Poulsen:
Det var vådt og ubehageligt på vinterpladsen mellem bådene, så jeg slentrede en tur på molen.
Et eller andet råbte til mig: “Hej sømand, hjælp mig på land, jeg keder mig, jeg fryser, rurerne har bidt sig fast, muslingerne holder fest på mit skrog, og krabberne kribler og krabler. Snart kommer frosten og skraber den sidste farve af. Det navnkundige pælesjak har svigtet mig. Sømand, dig kender jeg, det var jo dig, der organiserede, at jeg blev til.”
Ramslaget havde set rigtigt, og jeg lod tankerne gå 25 år tilbage, da jeg havde fornøjelsen af at lede et par særdeles flittige og nærværende bestyrelser samt mange arbejdsomme medlemmer. Bestyrelsen dengang måtte erkende, at ramslaget ikke kunne klare en sæson mere, lavet af træ og tomme tønder. Træet var råddent og tønderne ikke tomme mere.
Jeg tegnede et nyt, beddingen bestemte bredden. Flåden skulle være stabil og med lavt fribord.
Der blev bestilt 6,5 t plader (til den rigtige pris), og de ankom direkte fra Holland. Pladerne blev læsset af på den nedlagte trævarefabrik, som Gorm havde skaffet os adgang til. Vi havde lånt svejseværker og truck, acetylenskærere o.s.v.
Jeg havde været rundt og advisere de unge smede, som vi havde en håndfuld af og selvfølgelig også de ældre smede.
Alt var klappet og klart, men ingen kom. Tiden gik – så blev jeg kontaktet af Kresten (vort æresmedlem). Han sagde: Skal vi ikke snart i gang, vi skal jo bruge apparatet.
Så tog jeg en runde igen og sagde til de unge smede: Nu går den gamle i gang alene. Kan vi være det bekendt? Så kom de, – alle.
Jeg husker kun nogle af dem fjernt, Jørgens søn, Stegger, Kaj Thorsen, Emil Thisted. Kaj Nielsen producerede pullerter eksternt. Chr. Moss og undertegnede tog til Havndal og købte en motor for 1.250 kr, dagen efter tog vi til Hals og købte et spil, også for 1.250 kr.
Riget fattedes penge, men alt i alt fik vi et færdigt fartøj med den gamle, forbedrede rig for i alt 18.500 kr.
Jeg var forhindret i at deltage i søsætning og bugsering., og skammeligt nok blev der ikke arrangeret nogen søsætningsfest.
Året efter fik vi Ove Rebslager til at skære et navnebræt til ramslaget. Bestyrelsen besluttede, at ham, der gik forrest i sjakket, skulle hædres, og det var jo ”Kresten”. Navnebrættet er aldrig blevet monteret.
Jeg ved, at hvis ramslaget kunne tale ville det sige: “Til foråret, når jeg er kølhalet og fin igen, og jeg er klar til den lystige kamp med pælene, vil jeg ønske mig et 25 års jubilæum og mit værdige navn monteret.”
P. F.