Medlemsmøde 3/6 2010

Notater fra medlemsmødet den 3. juni 2010

Der var mødt ca. 30 medlemmer op til årets medlemsmøde.

Som formand Morten Knudsgaard indledningsvis sagde, så er medlemsmødets formål at vi bredt får diskutere de emner som rører sig i klubben lige nu. Medlemsmødet skal bruges som inspirationskilde til både medlemmer og bestyrelse.

Klubbens økonomi:

Kassereren orienterede om klubben økonomiske status og kunne konstatere at alt følger budget. Man har dog været nødsaget til at afholde to større udgiftsposter, dels i køb af den nye traktor og dels ved reparationen af den ene flydeponton.

Der fremkom følgende ideer/forslag/kommentarer:

  • Der var forslag om at der indkøbes en Dankort terminal til dieselsalg. Udgifterne vil svinge mellem 2.500,- og 75.000,-
  • Der var forslag om at klubben skal overveje at indføre en PBS ordning for kontingent opkrævning.

Arbejdsindsats:

Det er uheldigt at flere og flere medlemmer ikke møder op til arbejdet i de hold som de har meldt sig til. Det er en stor belastning for de ansvarlige for holdene, at de hele tiden skal finde på alternative løsninger mht. at skaffe arbejdskraft – det er stadig Tordenskjolds soldater der holder for.

Der fremkom følgende ideer/forslag/kommentarer:

  • Der mangler stadig arbejdskort fra enkelte medlemmer
  • Det enkelte medlems ansvarsforsikringsforhold SKAL bringes i orden
  • Hvis man udebliver fra arbejdsholdene skal der automatisk sendes en ”bon” på kr. 2.000,-
  • Der skal oprettes et fast ramslags hold som i gamle dage

Waterfestival:

Morten Knudsgaard orienterede om dette års Waterfestival der afholdes den 13 august. Alle medlemmer bør deltage, da Waterfestivalen giver årligt et overskud på kr. 30.000,- til klubbens arbejde.

Der fremkom følgende ideer/forslag/kommentarer:

  • Det er et fint initiativ men pas på – programmet skal fornyes så det ikke ender som Brofesten
  • Klubben skal stille med 30 – 40 frivillige til et par timers arbejde hver. Man opfordres til at melde sig til arbejdet hos Morten.

Sikkerhed på  havnen:

Sikkerhed på havnen skal altid være i fokus. Derfor har klubben investeret i en ny traktor/gummiged. For at kunne køre med gummigeden skal man certificeres hos Kaj Nielsen.

Der fremkom følgende ideer/forslag/kommentarer:

  • Listen over de medlemmer der er certificeret skal sættes op i udhængsskabet
  • Nøglen til gummigeden kan hænges i spilhuset
  • Der skal udtænkes nogle sanktionsmuligheder for de bådejere der ikke fortøjer deres både ordentligt. Sanktionsmulighederne kan måske indføres i havnereglementet.

Tyveri fra bådene:

Der har på det sidste været tyverier fra flere både – blandt andet er der blevet stjålet bådmotorer. Klubbens medlemmer opfordres til at være opmærksomme på om der foregår noget usædvanligt i og omkring bådene – dag og nat.

Der fremkom følgende ideer/forslag/kommentarer:

  • Kan der installeres videoovervågning på havnearealerne. (prisen for dette vurderes at koste fra kr. 3.500,- til 75.000,-)
  • At der installeres sensorer på lyset på broerne
  • At bommene låses efter kl. 18.
  • Bedres sikring af ens eget materiel – f.eks. kæder på påhængsmotorer, aflåse sin båd.

Klubbens forsikringer:

Der blev stillet spørgsmål om klubbens forsikringer i forbindelse med det frivillige arbejde og evt. arbejdsskader m.v.

  • Klubben har de lovpligtige forsikringer der kræves. Det er et punkt som bestyrelsen jævnligt diskuterer
  • Klubben er endvidere på flere områder dækket gennem vores medlemskab af Dansk Sejlunion af deres fælles forsikringer for alle landets klubber – blandt andet mht. arbejdsskader.

Hvordan ønsker vi at det skal være at komme i klubben:

Morten Knudsgaard orienterede om at der er flere af klubbens medlemmer der har rette henvendelse til bestyrelsen om at der på terrassen foran klubhuset altid er rodet og fyldt med tomme ølflasker og tobaksskodder. Klubben kan ikke tolerere, at det er enkelte medlemmer der hele tiden ”beslaglægger” terrassen og bruger den som sit private værtshus.

Alle bedes hjælpe med til, at der bliver rettet op på dette faktum så vi kan byde gæstesejlere ordentligt velkommen i vores klub.

Der fremkom følgende ideer/forslag/kommentarer:

  • Der kunne udarbejdes en ”brugsanvisning” for klubhuset – ordensregler
  • Alle opfordres til at hjælpe til med at terrassen ikke benyttes som værtshus
  • At alle rydder op efter sig

Forenkling af bådpladsleje og kontingent struktur:

Brian Gammelgaard fremlagde forslag til hvorledes bådpladslejen kan forenkles ved at det kun er bådens bredde der skal indgå som beregningsfaktor. Konsekvenserne for den enkelte bådejer vil være ganske små – i størrelsesorden ca. 100,- op eller ned.

Børge Poulsen fremlagde forslag/model for hvorledes klubkontingentet og bådpladslejen kan ændres og omlægges. Omlægningen vil betyde at den samlede udgift (klubkontingent og bådpladsleje) vil blive billigere for de små både og noget dyrere for de store.

Der vil hen over sommeren blive arbejdet videre med forslagene, som evt. kan præsenteres på den kommende generalforsamling.

Der fremkom følgende ideer/forslag/kommentarer:

  • Kan klubben oprette flere bådpladser, f.eks. hen imod roklubben.
  • Bestyrelsen opfordrer de medlemmer der har nogle tanker om hvordan beregningen af bådpladslejen kan omlægges om i god tid før generalforsamlingen at rette henvendelse til bestyrelsen med deres forslag.

Eventuelt:

  • Vi skal til at tænke på havneuddybning igen
  • Vestmolen synker
  • Rengøring – klubben har indhentet tilbud på rengøring fra alternative rengøringsselskaber og enkeltpersoner. Der er endnu ikke truffet aftale om hvem der i fremtiden skal stå for rengøring af klubhuset.
  • Vær opmærksom på at broens åbningstider ændres/indskrænkes i juni og juli måned på grund af reparation. Se opslag i klubhuset.
  • Husk at melde jer til Sommerfesten den 12. juni.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *