| Ordensreglement | | Udskriv | |
|
Hadsund Lystbådehavn ejes af Hadsund Sejlklub og administreres af Styregrupper. Styregruppe Havn, herefter styregruppen, er ansvarlig for tildeling af bådpladser, drift og vedligeholdelse af havnen og dens arealer. Bådplads: Både må kun anbringes på de anviste bådpladser. Bådpladserne tildeles bådejerne til den angivne båd og kan ikke sælges eller udlejes til andre. Ved ledighed skal pladsen stilles til rådighed for styregruppen, som disponerer over pladsen i den ledige periode dog max. 3 år. Ved ledighed herudover skal pladslejeren opgive pladsen til fordel for pladsansøgere på venteliste. Er der ikke ansøgere på venteliste, kan styregruppen dog udleje pladsen, men max. for 1 år ad gangen. Bådpladsen kan ikke medfølge båden ved salg. Pladslejeren må acceptere flytning til anden plads, såfremt forholdene gør det nødvendigt, uanset pladslejerens anciennitet i klubben. Hvis en pladslejer skifter til en mindre båd, kan der således blive tale om at flytte til en anden og mindre plads. Hvis den ”gamle” plads var en indvendig plads, vil den nye dog også være en indvendig plads. Hvis en pladslejer skifter til en større båd, og hvis den større båd ikke kan være på den ”gamle” plads, skal styregruppen kontaktes. Pladslejeren kan ikke forvente, at der straks kan findes en ny plads til den større båd, og kan derfor risikere at komme på venteliste. Hvis en bådejer skifter båd, skal dette straks oplyses til klubbens kasserer, med henblik på at få tilpasset bådpladslejen. Pladserne er forsynet med fortøjningsmuligheder, nummer og fri/optaget skilt. Vedligeholdelse af disse påhviler pladslejeren. Når båden er væk fra pladsen mere end 24 timer, skal skiltet vendes til grønt, gerne med angivelse af tilbagekomsttidspunkt. Bådene: Bådene skal være ansvarsforsikrede. Der skal afleveres en ”På tro og love erklæring” til styregruppen hvert år til generalforsamlingen. Både, der anbringes i havnen, skal være i forsvarlig stand, og være forsynet med tydeligt navn, hjemhavn og klubstander. Fald, liner m.m. skal under bådens ophold i havnen være sikret mod unødig støjafgivelse. Slæbejoller o.l. kan anbringes ved båden for så vidt det kan lade sig gøre uden at genere andre både, eller rage ud i havnebassinet. Alternativt tages jollen på land og anbringes efter styregruppens anvisninger. Ligeledes henstilles der til, at der ikke i længere tid fortøjes i havneindløbet, under mastekranen, ved dieselstanderen, samt i beddingsgraven. Fortøjning af bådene: Både i havnen skal være forsynet med et forsvarligt antal fortøjninger. Fortøjninger mod ponton og fast mole, skal være forsynet med trækaflastere f.eks. i form af ”gummiben”, for at skåne havnens og bådens materiel. Fortøjningerne skal være af god kvalitet og til enhver tid i god stand og dimensioneret efter bådens størrelse og vægt. Fortøjningerne skal være forsvarligt fastgjorte til pæle og moler. I tilfælde af, at en bådejer ikke har fortøjret sin båd forsvarligt, vil denne få en anmodning fra styregruppen, om at få dette bragt i orden hurtigst muligt. Efterleves dette ikke, forbeholder styregruppen sig ret til at påsætte fortøjninger og sende regningen for fortøjningerne inklusiv et gebyr på 500kr til bådejeren. Når båden ikke er i havn, skal fortøjningerne være forsvarligt placeret på pæle og moler. Bådejeren er forpligtet til at sørge for tilstrækkeligt opsyn med båden og dens fortøjninger og fendere. Der skal være tilstrækkeligt antal fendere på begge sider af båden. Bedding og vinter opbevaring: Både må ikke optages eller søsættes med kran fra havnens moler. Både der overvintrer i vandet, må ikke ligge med siden til flydebroen, men skal ligge vinkelret på flydebroen med fortøjning til pæle, eller inde ved fast kaj. Disse både skal være forsynet med ekstra fortøjninger og under skærpet opsyn. Både der overvintrer i vandet må ikke ligge på ydersiden af pontonen, men skal flyttes til inderhavnen senest 15. november. Beddingen må kun betjenes af klubbens aktive medlemmer. Såfremt beddingen benyttes i løbet af sæsonen, må båden kun stå i beddingsgraven så længe ejer/reparatør er til stede. Forlades den, skal båden anbringes på sidespor og evt. opklodses. Undtagelser fra denne regel kan i særlige tilfælde bevilges af styregruppen. Klubbens beddingsvogn må kun optages i den strengt nødvendige tid og skal afleveres klar til brug. Styregruppen er bemyndiget til at nedlægge forbud mod at en bådvogn, som findes i dårlig stand, anvendes i forbindelse med ophaling. Det henstilles, at bådene tages på land i en sådan rækkefølge, at de fartøjsejere, som ønsker tidlig søsætning, frit kan gøre dette. Skulle en båd ikke være søklar senest 1. maj, skal ejeren flytte sin båd, så de andre både kan komme i vandet. Både og beddingsvogne skal være fjernet fra arealet øst for beddingen senest 1. juni. Både der ikke er i vandet senest 1. juni skal placeres vest for beddingen på de to øverste spor. Tomme beddingsvogne placeres på arealet op mod skoven. Når båden tages på land for vinteren skal fortøjninger og øvrige ejendele fjernes fra bådpladsen. Løse effekter skal straks efter brugen fjernes fra vinterpladsen og hjemtages eller anbringes efter styregruppens anvisning. Affald og søtoilet: Dagrenovation skal anbringes i containerne ved spilhuset. Olie og andet flydende affald må ikke anbringes i containerne, eller efterlades på havnen, men skal fyldes i dertil indrettede beholdere. Problemaffald, som akkumulatorer, malingsrester, tomme maler bøtter m.m. må ikke hensættes på sejlklubbens område. Udpumpning af toiletter må ikke ske i havnebassinerne eller dets nærhed. Der henvises til anlægget i fiskerihavnen. Tømning af kemiske toiletter skal ligeledes foregår i dertil indrettede anlæg på fiskerihavnen. El og vand: Forbrug af el og vand skal ske med måde. En båd må ikke have konstant tilsluttet landstrøm, dvs. at hvis båden forlades mere end ét døgn, så skal løse ledninger fjernes fra pontoner og moler. El må ikke bruges til affugtning, opvarmning, madlavning og lignende. Ved brug af vand til afvaskning af båden, skal slangen være forsynet med “vandpistolgreb”. Samme regler gør sig gældende ved opbevaring på land, både sommer og vinter. Havnens arealer: Kørsel og parkering på pladsen er kun tilladt på grusarealer. Styregruppens afspærring af græsarealer i foråret og efteråret skal respekteres. Badning og fiskeri fra broer og moler er ikke tilladt. Campering er kun tilladt i forbindelse med søsportsarrangementer eller efter aftale med havnefogden. Hunde må ikke løbe frit. Det er enhver hundeejers pligt, såfremt en hund forurener på havneområdet, at fjerne dette. Havnens materiel: Der kræves særlig godkendelse for at benytte gummigeden, kontakt styregruppen for nærmere information. Sejlads i havnen: Sejlads i havnen skal så vidt det er muligt foregå ved motorkraft. Fartbegrænsning i havnen er 3 knob. Havneområde: Havnens søområde begrænses af rette linjer gennem følgende punkter: 1) 56º42,617’N 010º06,384’E (havnens NE-lige bådebro) 2) 56º42,608’N 010º06,403’E 3) 56º42,522’N 010º06,268’E 4) 56º42,527’N 010º06,257’E (havnens SW-lige mole) Se i øvrigt plan.
Reglementet: De foranstående regler samt “Standardreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne”, der er optrykt i Den Danske Havnelods, er gældende for Hadsund Lystbådehavn. Overtrædelse af disse regler kan medføre bortvisning fra havnen. Hvis bådejeren nægter at efterkomme styregruppens anvisninger, henvises til vedtægternes § 9.2 angående eksklusion. Nærværende ordensreglement er gældende for lystbådehavnen og dertil hørende landarealer, broer, parkeringsarealer m.m. Nærværende ordensreglement afløser tidligere reglementer. Dette reglement, der er udfærdiget i medfør af § 15 og § 18, stk. 2, i lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne med senere ændringer er i henhold til § 7, stk. 1, nr. 6 i bekendtgørelse nr. 427 af 9. maj 2007 godkendt af Kystdirektoratet ved brev af 9. december 2010 og træder i kraft 14 dage efter Farvandsvæsenets meddelelse herom i Efterretninger for Søfarende. Offentliggøres i Efterretninger for Søfarende nr. 50 fredag den 17. december 2010. Træder i kraft fredag den 31. december 2010. |
| Senest opdateret: Søndag, 28. august 2011 23:13 |
